Fajã de Água

Inselgruppe

Fajã de Água ist ein Tal und Ort im Westen der Insel Brava, der westlichsten der Ilhas de Sotavento (dt. ,Inseln unter dem Wind‘) auf Kap Verde. Im kapverdischen Kreol wird der Ort Fajan di Água genannt. Er hatte beim Zensus 2010 126 Einwohner.

Der Eigenname setzt sich zusammen aus pt. ,fajã‘ und ,de água‘ (des Wassers). Das nur im Portugiesischen vorkommende Wort ,fajã‘ bezeichnet supratidale, also am Meer befindliche flache Schutthaufen mit Hummock-artiger Oberfläche, die von Erdrutschen oder Lavaströmen herrühren und die häufig an den felsigen Kliffküsten der vulkanischen Azoren und Kapverden anzutreffen sind.

Das Dorf liegt in einem Tal, das auf über 400 Metern Höhe auf einen Plateau mit zahlreichen Bauernhöfen beginnt und das fruchtbarste auf Brava ist. Hier wachsen Kokospalmen, Zuckerrohr, Bananen, auf bewässerten Terrassen mit den typischen Steinmäuerchen wird Gemüse angebaut. Das Tal endet am Meer in einer geschützten Bucht, der Bucht von Fajã.

Im 18 waterproof dry bags. und 19. Jahrhundert war der Walfang eine der wichtigsten Einkommensquellen der Bewohner Bravas. In Fajã de Agua legten nicht selten Walfangschiffe aus Neuengland an good soccer goalie gloves, um Proviant zu holen und Mannschaften zu rekrutieren. Nicht wenige Einwohner des Dorfes wanderten bei dieser Gelegenheit aus. Fajã de Água war bis 1843 der Haupthafen der Insel, als der heutige Hafen von Furna gegründet wurde.

Ein kleiner Flugplatz mit asphaltierter Start- und Landebahn wurde ab 1989 angelegt und 1992 eröffnet. Vom Dorf aus legte man eine neue Straße an, die durch einen Felseinschnitt führt und am Flugplatz endet. Straße und Flugplatz wurden von der einheimischen, vorwiegend arbeitslosen Bevölkerung gebaut, finanziert von der Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit im Food-for-Work-Programm. Flugverbindungen zur Nachbarinsel Fogo und zur Hauptinsel Santiago wurden eingerichtet aquapak. Nach kurzer Zeit musste der Flughafen jedoch wieder geschlossen werden, da wegen des häufigen starken Windes an den meisten Tagen keine Starts oder Landungen möglich waren water bottle online.

Fajã de Água ist durch eine gute Straße über Cova Rodela mit der rund acht Kilometer entfernten Inselhauptstadt Vila Nova Sintra verbunden und mehrmals am Tag mit Aluguer-Bussen erreichbar, es gibt allerdings keine festen Fahrpläne. Diese für die Kapverden typischen Busse verkehren auf einer festgelegten Strecke, fahren aber erst dann ab, wenn sich genügend Fahrgäste eingefunden haben.

Ein Wanderweg führt vom Dorf bergauf zu dem etwa drei Kilometer entfernten Wallfahrtsort Nossa Senhora do Monte in der Mitte der Insel.

An der von Vila Nova Sintra herabkommenden und am Strand entlangführenden Straße befindet sich eine Häuserzeile mit Motel, Gaststätte, Kirche und Einkaufsmöglichkeiten. Am Südrand des Dorfes gibt es eine Schule.

Um Brava herum ist die See rau, und die Küste ist fast überall felsig und steil. Etwa einen Kilometer vom Dorf entfernt führt von der Straße zum Flughafen eine Treppe zu einem natürlichen Schwimmbecken. Wenn der Wind nicht zu stark ist und die Wellen nicht zu hoch sind, kann man hier gut baden. Weiter südlich liegt der dunkle Sandstrand Porto do Portete, der nur zu Fuß zu erreichen ist.

Gegenüber der kleinen Kirche am nördlichen Rand des Ortes wurde an der Hauptstraße 1993 ein Denkmal (Monumento aos Emigrantes) aus Basalt errichtet. Es erinnert an den Segler „Matilde“, der am 21. August 1943 von Fajã de Água nach Amerika auslief. Das Schiff ging jedoch auf dem Atlantik verloren, 51 Menschen kamen ums Leben. Fast jede Familie in Fajã de Água verlor dabei einen oder mehrere Angehörige.

Runealfabet

Runealfabetet er et skriftsystem, der opstod i 2. århundrede e.v.t. og som hovedsageligt blev brugt inden for den germanske og nordiske kultur. Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske. Et runebogstav bliver i reglen kaldt en “runestav”, og “runerækken” kaldes fuþark efter rækkefølgen på de seks første runestave. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.v.t., og de var i brug som kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-1200-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det latinske alfabet, men det overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.

Runerne var skabt til epigrafiske tekster, og blev brugt i både religiøse og dagligdags sammenhænge; fx mindesten over afdøde, ejersignaturer på genstande, graffiti, breve, notater, vers (fra digte), bønner, korte trylleformler osv. Udviklingen kan inddeles i tre faser, hvor de havde hver deres udformning. Indtil omkring 8. århundrede var den dominerende form den ældre fuþark med 24 tegn. På dette tidspunkt skete der en tegnøkonomisk udvikling, hvor samme tegn kunne stå for flere fonemer, hvilket ikke gjorde teksterne mere læsevenlige. Herefter var den yngre fuþark med 16 tegn dominerende indtil middelalderen. I 10. århundrede blev der tilføjet punkter til at skelne mellem forskellige fonemer. Baggrunden for ændringen mellem den yngre og ældre form er ukendt, men den fandt sted samtidig med synkopen, der også markerer skiftet mellem det fælles urnordiske sprog og de regionale sprog olddansk, oldsvensk og oldnorsk. Fordelene ved den nye form var pladsøkonomi, ulempen var samme tegn for flere lyde. I middelalderen skete der en yderligere udvikling, da der opstod to versioner, en primært dansk og en primært svensk/norsk. Dertil var middelalderens runer yderligere påvirket af det latinske alfabet.

Det angelsaksiske eller oldengelske runealfabet har beholdt de 24 tegn og føjet flere til.

Nogle runer er skrevet i flere forskellige former for runekoder – fx jötunvillurkoden, lønrunekoden og Cæsarchifferet.

Ordet rune kan også betyde “hemmelighed” (således i Wulfilas gotiske bibeloversættelse; jf. tysk raunen “hviske”). Dette navn skal ses i forbindelse med runernes magiske funktion. Desuden er skrift omgærdet af en vis mystik i kulturer, hvor størstedelen af befolkningen er analfabeter, og det derfor er en særlig kunst at tyde skriften (“at råde runer” hedder det på nordisk).[Kilde mangler]

Ordene stave og bogstav (også tysk Buchstab) er en reminiscens fra runerne, der ofte havde en fast streg (en tendens, der var endnu mere udtalt i det yngre runealafabet). Runernes form skyldes sandsynligvis, at de normalt blev ridset i træplader og på træpinde (bog betyder egentlig “bøg”), men vore tidlige runeindskrifter er normalt bevaret på metalgenstande (træ er mere forgængeligt end metal). Først omkr. 600 bliver det almindeligt at opsætte runestene. Pergamentbøger med runer kendes først fra middelalderen. Træstokke og birkebark med indskrifter kendes kun fra middelalderen, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke blev benyttet før.

Den latinsksprogede digter Venantius Fortunatus (6. årh. e. Kr.) har dette lille distikon om runerne over for latinske bogstaver (Carmina 7.18):

Runernes ophavssted er ukendt, størsteparten af de ældste eksempler stammer fra det nuværende Danmark, men det beviser ikke, at de er opstået i dette område. Sandsynligvis har tegnene oprindeligt haft latinsk forbillede, men de fik deres særlige kantede form, fordi de blev udviklet til at blive ridset i træ.

Baggrunden for deres udvikling er også usikker, men det ser ikke ud til, at det skete på grundlag af økonomiske og administrative behov. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået, at grunden muligvis kan have været et ønske om at kunne markere sin egen politiske uafhængighed overfor Romerriget, ved at have sit eget skriftsprog. Samtidig fandtes der ikke et behov for et egentligt skriftsprog i Norden før omkring religionsskiftet. Der er i al væsentlighed tre teser:

I Norden var jernalderens og vikingetidens kultur mundtlig, men man rådede også over et skriftsystem. Den egnede sig dog ikke til lange tekster, og kulturen var i overvejende grad mundtligt overleveret. Skriftkultur var imidlertid ikke ukendt, da den i hele perioden fandtes i flere af nabolandene.

I vikingetiden bliver den latinskkyndige indflydelse mere tydelig, fx står indskrifter pænt på linje, ligesom i et dokument, men runerne fik også en dokumenterende funktion, fx ved at beskrive og fastholde begivenheder, handlinger og situationer. Traditionelt blev de monumentale runesten brugt demonstrerende og fastholdende, men i sidste halvdel af vikingetiden fik de også en kommunikativ funktion, fx i forbindelse med arvesager, hvor en sten rejses med information om slægtskabsforhold og ejendom. Den store Jellingesten er det fremmeste eksempel på denne udvikling, her proklamerede Harald Blåtand sine politiske bedrifter for eftertiden. Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne. Der hvor der gengives fortællinger, er det stadig kun som hentydninger, de mundtlige fortællinger var stadigvæk den væsentlige form. Meulegracht-Sørensen har derfor tolket vikingetidens runesten som et levn til en begyndende skriftkultur i Norden.

I 11. og 12. århundrede opbygges de første lærdomscentre i Norden, og først her begynder en egentlig latinsk skriftkultur at slå rod. På trods af dette vedblev runerne med at være i brug længe efter. Og de blev i middelalderen opfattet som et fuldgyldigt og oprindeligt nordisk alfabetet, og ikke som en ufuldstændig og degenereret udgave af det latinske. Endnu i 13. århundrede blev runekundskaber regnet som vigtige kompetencer for en mand. Damsgaard Olsen mener, at baggrunden for det var at runerne var en mere funktionel skriftform i dagligdagen: De kunne fremstilles vha. en kniv, noget som alle dengang gik med, og en genstand med en ikke for hård overflade, fx ben, træ, bly o.lign. Det var med andre ord ting, der var tilgængelige for alle, i modsætning til den latinske skrifttradition, der krævede professionelt udstyr. I 12. og 13. århundrede blev runerne endda absorberet af det gejstlige og latinkyndige miljø.

I 16. århundrede opstod der i lærde kredse, i forbindelse med Renæssancens interesse i Antikkens kultur, en fornyet interesse for runerne. Ole Worms værk Literatura Runica er det første videnskabelige værk om nordiske litteratur i middelalderen og runerne. Det har derfor haft enorm betydning, bl.a. at det indtil slutningen af 19. århundrede var den almindelige opfattelse, at de islandske middelalderlige skrifter oprindeligt var blevet nedskrevet med runer.

Fra vikingetiden ved vi at runer var associeret med hellig viden og at de blev opfattet som en guddommelig gave, dvs. at runetekster også kunne have en ikke-kommunikativ betydning. Desuden kunne runer også bruges til at kommunikere med guddommelige magter. Overført betød rune ’’hemmelighed’’, og de mange bevarede runerækker (kaldet futhark) tyder på at de også havde en betydning i sig selv, der måske har været religiøs. Skriftens primære funktion var at fastholde en meddelelse og/eller en forbindelse mellem en person og den genstand, de blev indridset på. Runer med religiøs betydning kunne derfor tilføre noget guddommeligt til den genstand de var indridset på.

Fra digtet Sigrdrifúmál fremgår det at ristning af T-runen på våben betød sejr, grunden var formentlig, at man derved gjorde krigsguden Týr nærværende. Sådanne indridsede runer er blevet fundet på flere våben. I andre tilfælde giver teksten sprogligt set ingen mening, måske fordi risterne ikke selv kunne skrive. Meulengracht-Sørensen ser det som et tegn på at skriften i sig selv havde en betydning, der var uafhængig af selve ordenes betydning; dvs. den type meddelelser var imitation af skrift, med det formål, at bruge runernes kraft.

Før-kristne runesten indeholder ofte tekstelementer, som Thorkil Damsgaard Olsen mener, kan have haft en betydning i relation til begravelsesritualer eller forfædrekult. Han relaterer dette til verbal magi, som han forklarer med mens goalkeeper gloves, at runetekster (i lighed med andre inskriptioner) blev fremsagt, og derved aktiveret, hver gang en forbipasserende stavede sig igennem teksten.

Det germanske runealfabet havde fireogtyve tegn og blev brugt i hele det germanske område, men de fleste af vore indskrifter er fundet i Skandinavien. Det drejer sig fortrinsvis om amuletter og andre genstande med navne og trylleformularer. De tidligste indskriftfund er fra de store våbenofringer i de danske moser fra det 2. århundrede e. Kr. (Illerup, Nydam, Torsberg, Vimose).

De enkelte runer havde navne, typisk ord, der begyndte med den lyd, som runen betegnede; undtaget er ᛉ og ᛜ, da lydene z og ŋ ikke forekom i begyndelsen af et ord. Navnene kendes ikke fra samtidige indskrifter, men først fra middelalderlige håndskrifter. De er her blevet rekonstrueret i deres urgermanske form. Navnene tjente dels til at huske runerne (de blev sat på vers how to use a meat mallet, som man kan se af de senere digte på oldengelsk og oldnorsk anført nedenfor) og dels til at tage varsler. De blev i den forbindelse delt i tre ætter.

Eksempel (Gallehus guldhorn, ca. 400):

Eksempel (runeæsken fra Auzon, = Franks Casket, 7. årh.):

I det 8. århundrede indførtes der i Norden en forenklet form af runealfabetet med kun 16 runer. Alfabetet findes i to varianter: en langstavet og en kortstavet:

Bortfaldet af det gamle runealfabets b, d, g er usædvanligt. En mulig forklaring kan være, at de egentlig stod for de stemte frikativer [β], [ð] waterproof running bag, [γ]. I olddansk (og oldnorsk og oldsvensk) var de derimod stemte klusiler i forlyd, [b], [d], [g], som man måske mente bedst kunne betegnes med tegnene for de ustemte klusiler [p], [t], [k]. I indlyd var forskellen mellem stemt [β], [ð] og ustemt [f], [þ] desuden blevet ophævet, så heller ikke her var der længere basis for selvstændige tegn ([γ] fulgte i så fald bare trop).

Det oprindelige a blev sandsynligvis brugt for en nasaliseret [ã] (som i fransk chance), og det transskriberes derfor ą; den nye lydværdi skyldes, at det gamle bogstavnavn *ansuz naturligt var kommet til at lyde ãs “as (gud)” (siden – efter kristendommens indførelse – omfortolket som ōss “munding”). Ved siden af dette var der blevet indført et nyt tegn for det almindelige a, nemlig den gamle j-rune, idet denne runes navn *jāra ved det regelmæssige nordiske j-bortfald var kommet til at lyde ār “år”.

Det nye r, der normalt skrives R, er en fortsættelse af den gamle z-rune og bruges netop til at betegne den r-lyd aquapak, der var udviklet regelmæssigt af det urgermanske *z. På olddansk blev det sandsynligvis udtalt som en mellemting mellem z og r (muligvis lig det tjekkiske ř). Allerede tidligt forveksler man R og r efter t, og i de sene indskrifter opretholdes skellet mellem de to lyd ikke længere.

Eksempel (den Store Jellingsten, ca. 965):

Runealfabetet var i levende brug helt op i middelalderen, selv om religionsskiftet førte til, at man foretrak det latinske alfabet i officielle meddelelser. I det 13. århundreder oplevede runerne en mindre renæssance i Danmark, og Skånske lov er således skrevet på runer. En vigtig grund, til at runerne bevarede deres popularitet var at de var lettere at bruge i hverdagen. I middelalderen var skrivematerialer som papir og blæk sjældne, mens træstykker og knive, som runealfabetet var ideelt til, som regel altid var ved hånden. Den latinske skrift var i denne periode var desuden nært knyttet til kirken, mens ingen ’’ejede’’ runerne.

Det middelalderlige runealfabet har udvidet den vanskelige sekstentegnsfuþark, således at der var tegn, der svarede til de latinske tegn, der ellers blev brugt til at skrive de skandinaviske sprog (“stungne runer”):

Eksempel (melodi fra håndskriftet til Skånske Lov, ca. 1300):

I J. R. R. Tolkiens bog Hobbitten fra 1937, bliver angelsaksiske runer brugt på et kort som eksempel på “dværgeruner”. Senere udviklede han sit eget runelignende ’’Cirth’’-alfabet. Som resultat af Tolkiens popularitet optræder runer eller runelignende tegn i utallige populærkulturelle værker, især fantasylitteratur, computerspil o.lign.

Paul Harrison Taylor

Paul Harrison Taylor (born July 12, 1957, in London, England) is a sculptor of English and Israeli nationalities.

He worked as a recording engineer and producer at Decca Studios in West Hampstead, London aquapak, before finishing his studies at the City and Guilds of London art school in 1984. During his tenure in the record industry he met musicians such as Georg Solti and the Chicago Symphony Orchestra, The Moody Blues, Pink Floyd, Bing Crosby and the Goons, and was able to use his art skills creating album covers.

Taylor married an Israeli woman and moved to Jerusalem. He quickly found a studio and continued to make sculpture kiwi meat tenderizer. Taylor was soon offered a teaching post and began a high school sculpture course in Jerusalem, introducing the varied elements of sculpture to the youth of the city, as well as taking on an additional teaching position at the Israel Museum. He continues to practice and teach stone carving, clay, and steel construction.

He won an award from Foundation Yad Yosef, Ramat-Gan, in 1990. He has exhibited his work around the globe, especially in Israel, Britain, and the United States hand held lemon juicer.